torsdag den 6. september 2007

Det var så det - den 23. ting

Så er jeg nået til vejs ende.
Jeg har arbejdet mig igennem de 23 ting, men kan i skrivende stund komme i tvivl om jeg har fået kommenteret dem alle her på min blog.

Ideen med at lære på denne måde er rigtig god, man kan selv passe tingene ind, når man har tid, og jeg er i hvert fald blevet tvunget til at udforske muligheder på nettet, som jeg ellers ikke ville have lært at kende. Nogle af tingene vil jeg bestemt gå videre med andre ikke, men alt i alt har det været nyttigt set i et arbejdsperspektiv, men også privat. Sjovt har det også været - indimellem.....

Da vi startede med 23ting i forsommeren, virkede det, som om vi havde god tid til projektet. Det ville være oplagt at arbejde sig stødt og roligt igennem alle punkterne, have tid til at fordybe sig og prøve af, inden man så skulle videre til næste punkt. Sådan kom det bare ikke til at gå for mit vedkommende. Af forskellige grunde har jeg bare halset bagefter - stort set hele tiden, dels på grund af feriepeioder, men også på grund af de forskellige andre arbejdsopgaver som skal passes.Indimellem har jeg også - som mange andre - arbejdet med tingene hjemme.

Det var så de første 23ting....

Second Life - den 22. ting

Forleden aften kom jeg til verden i Second Life - det var en hjemmefødsel - det var jeg blevet anbefalet. Jeg valgte udseende og navn,og i dag har jeg så downloaded programmet Second Life installer eller set-up (er ikke helt klar over hvad det hed), og bevægede mig ud i den virkelige eller rettere virtuelle verden.

Her mødte jeg nogle få andre avatarer,jeg gik lidt rundt, men inden jeg fik set mig om, var jeg alene, og da jeg forsøgte at råbe nogen op, blev der ikke svaret. Det blev hurtigt kedeligt - der er meget sjovere her i real life på kontoret.
Jeg forsøger igen en anden dag.....

Musik - den 21. ting

Så har jeg været igang med Last.fm, har orienteret mig via Wikipedia, og har fået lavet en widget til min blog.Via Last.fm giver bestemt muligheder for at blive inspireret til at høre "ny" musik i samme genre som det man i forvejen holder af, eller gå helt nye veje.
Musicovery.com har jeg også snuset lidt til - og finder den rigtig anvendelig. Her kan ud over de sædvanlige genrer også vælge om musikken skal være mørk eller positiv etc. Desværre er den ikke - eller rettere bliver den ikke ved med at være - gratis.

onsdag den 5. september 2007

Den 19. ting YouTube

Nedtællingen er begyndt, og jeg er nået til YouTube - fint nok at kende til den, men nok ikke noget jeg selv kommer til at bruge ret ofte.

tirsdag den 4. september 2007

Endnu en ting

I dag har jeg været i gang med podcasting - ting nr. 18. Jeg fik set på forskellige slags podcast bla. fra Randers Bibliotek og DR. Det at man kan lytte til udvalgte radioprogrammer, når det passer ind i ens eget private program tiltaler mig. Jeg har tit haft lyst til at prøve det, men der skulle åbenbart 23 ting til inden jeg kom igang. iTunes blev downloadet, og nu har jeg allerede "tegnet abonnement" på flere radioprogrammer, som jeg så kan lytte til ved lejlighed. En genvej til programmet ligger på mit skrivebord. På iGoogle ligger et par RSS-feeds - også til radioprogrammer/DR. Måske ikke så opfindsomt, men nu er det afprøvet. Også podhead.dk så anvendelig ud - den kan jeg vende tilbage til.

onsdag den 29. august 2007


De seneste dage har jeg haft gang i flere "ting" på én gang. Jeg kom videre med Creative Commons - fik tilføjet en licens til mit hortensia-billede.

Wikipedia har jeg også set lidt nærmere på - kendte den nu i forvejen - blev oprettet som bruger - det vil så vise sig om jeg får brug for det.... Læste iøvrigt i går en artikel om en undersøgelse af Wikipedea kontra traditionel journalistik at W indholdsmæssigt hvad angår aktualitet og fakta er fint med.

I Wikispaces har jeg oprettet en wiki kaldet "BiblioteksPraksis". Tanken var at samle diverse beskrivelser af arbejdsgange, meddelelser vedr. det daglige arbejde etc. Wikien er oprettet - men driller. Jeg vil gerne ha' slettet noget tekst - men kan ikke finde ud af det. Har lige spurgt Monica, som heller ikke kunne se at man kunne slette igen - hun arbejder på sagen!

Google docs and Spreadsheets har jeg også haft gang i - nyttigt redskab til brug for arbejsgrupper som f.eks vedr. Fokusområdet. Men vil vi nu også huske at bruge det....?

Gliffy - kikkede jeg lige på og sendte så hurtigt linket videre til Anders og Christina - min søn og svigerdatter - der lige har købt hus - så kan de gå igang med indretningen.

Forleden oprettede jeg en "opslagstavle" i Writeboard, jeg kunne se, at den kunne være rigtig nyttig til en helt privat ting, jeg har gang i. Da jeg så ville logge på igen i dag, ja så kunne jeg ikke det. Det viste jeg - hvad jeg lykkeligt havde glemt i mellemtiden - at jeg kun kan komme ind via en url som er sendt til min email. Man kan altså ikke logge på med login og password, men skal gemme adressen og kan kun komme ind den vej.

søndag den 19. august 2007

Igang igen


Det er ikke let at skjule noget her - men nu må jeg igang igen med min blog. Sommeren er gået med meget andet end lige 23ting. Jeg er nået til at arbejde med billeder i Flickr. Programmet er nemt at bruge, og jeg kan se anvendelsesmulighederne både fagligt og privat. Jeg har lagt nogle billeder ind - flest private -men også et par stykker der kan ses af andre og forsynet dem med tags og beskrivelser.